INVITATION TIL "ÅBNING" AF EN BOG!
"Historien rundt om Arresø"
en bog af Henning Overgaard Mogensen - illustreret af billedkunstneren Hans Jakob Aagaard.Bogens udgivelse fejres med en lille reception Torsdag d. 15. Februar kl. 14-17 i GALLERI SPOT Nørregade 10 · 1. sal · 3300 Frederiksværk
Billedkunstneren Hans Jakob Aagaard, udstillede i Galleri SPOT i 2003. Vi har nu haft fornøjelsen at arbejde sammen ham og en af hans gode venner, Henning Overgaard Mogensen, om tilblivelsen af denne bog. Det er den første bog udgivet af forlaget "RENE LINIER", som nu også er en del af vores virksomhed. Vi fejre udgivelsen med et lille glas - Hans Jakob Aagaard viser nogle af originaltegninger fra bogen og Henning Overgaard Mogensen vil sikkert svare beredvilligt på spørgsmål, ligesom man har mulighed for at erhverve sig et eksemplar af bogen til særpris den dag.
Om bogen siger forfatteren Henning Overgaard Mogensen:
"I 1980’erne var der en livlig debat om Arresøs forurening. En gruppe mennesker stiftede Arresøforeningen med det formål at skabe en ren Arresø. Fra starten var jeg aktiv i Arresøforeningens miljøudvalg og stod desuden for redaktionen af foreningens medlemsblad. Jeg kom derfor ofte rundt om Arresø. Så mange gange, at det endte med, at jeg også fik øjnene op for den enestående kulturhistoriske arv, der gemte sig i hver eneste krog af Danmarks største sø. Hist og pist fandt jeg historier om Arresø. Når jeg brændte for dem, endte de som artikler i, eller jeg tog dem med i foredrag om søen og dens egn. Men jeg savnede en historie, som dækkede hele Arresøområdet og fandt ud af, at hvis en sådan skulle komme, så måtte jeg selv skrive den. Det gjorde jeg så. Min første bog om Arresø udkom i 1989. Den blev hurtigt udsolgt, og siden har mange spurgt mig, hvor man kan opdrive et eksemplar af bogen. Desværre forgæves. Men nu efter et halvt års arbejde er den der. "Historien rundt om Arresø", som bogen hedder, er på 112 sider og illustreret med Arresøbilleder af Hans Jakob Aagaard, der er en af Arresøegnens dygtige og aktive kunstnere. Takket være Aagaards mange billeder, 60 i alt, får læseren historien fra endnu en vinkel. Og så har Aagaard malet og tegnet, så hver eneste illustration lægger sig op ad teksten. Bogen handler om søens udvikling fra en bugt eller fjord ved stenalderhavet til en indsø mange tusinde år senere. Men det er også historien om sandflugten, der lagde egnen øde og tvang folk til at grave en kanal, der senere skulle blive grundlaget for Danmarks første rigtige industriby, Frederiksværk, som stod for en betydelig kanon- og krudtproduktionen. Der er også skrevet om Arresøs borge, kirker og klosteret ved Æbelholt. Om mordet på en bisp ved Ramløse. Om kulsviernes natlige arbejde og væddeløbskørsel gennem skovene, når trækullene var afsat på Kultorvet i København. Havtyren, Arrenakketrolden og andre spøgelser blander sig i fortællingerne. Og så er der noget om, at nogle ville tørlægge Arresø for at indvinde nyt land efter tabet af Sydslesvig i 1864. Endelig sluttes der af med søens fugleliv og miljøkampen igennem en menneskealder.."Vejl. pris: 250 dkr. incl moms
Bogen forhandles gennem boghandlerne, Galleri SPOT samt udvalgte steder i lokalområdet
Bestilling af bogen via mail (bogpris+porto) klik her.